Plan- og Landdistriktsstyrelsen orienterer hermed om, at styrelsen i arbejdet med et nyt plangrundlag for Københavns Lufthavn har igangsat høring af berørte myndigheder om afgrænsningen af miljørapporternes indhold.
Høringen er sendt til berørte myndigheder med høringsfrist den 2. november 2026. Det er alene berørte myndigheder, der kan afgive høringssvar.
Plan- og Landdistriktsstyrelsen skal i forbindelse med arbejdet med et nyt plangrundlag for Københavns Lufthavn udarbejde følgende:
-
En ændringsbekendtgørelse til Fingerplan 2019
-
Et revideret kommuneplantillæg og lokalplan for lufthavnens område
Plan- og Landdistriktsstyrelsen har som planmyndighed vurderet, at et nyt plangrundlag for Københavns Lufthavn er omfattet af krav om miljøvurdering efter miljøvurderingsloven.
På den baggrund gennemfører styrelsen miljøvurderinger af hhv. ændringsbekendtgørelse til Fingerplan 2019 og et revideret kommuneplantillæg og lokalplan for lufthavnens område.
Miljøvurderingerne har til formål at belyse miljøkonsekvenserne ved et nyt plangrundlag. Første skridt i miljøvurderingsprocessen er at foretage en afgrænsning af miljøvurderingens omfang med henblik på at fastlægge miljørapportens indhold og detaljeringsgrad.
I tilfælde, hvor der også kan være tale om potentielt grænseoverskridende miljøpåvirkninger, skal der ligeledes gennemføres en høring af berørte lande. Sverige vil i dette tilfælde blive hørt.
Det samlede høringsmateriale kan findes her:
Afgrænsningsrapport for miljøvurdering af forslag til ændringsbekendtgørelse af Fingerplan 2019
Plan- og Landdistriktsstyrelsen henviser desuden til styrelsens orientering af den 29. januar 2026 om arbejdet med et nyt plangrundlag. Orienteringen ligger på styrelsens hjemmeside og kan læses her:
Orientering vedr. nyt plangrundlag for Københavns Lufthavn i Kastrup
Forslag til ændringsbekendtgørelse til Fingerplan 2019, og forslag til revideret kommuneplantillæg og lokalplan for lufthavnens område samt dertilhørende udkast til miljørapporter vil senere komme i 8 ugers offentlig høring.