Plan- og Landdistriktsstyrelsen fører tilsyn med, at reglerne i sommerhusloven om blandt andet udlejning til ferie- og fritidsformål m.v. bliver overholdt. Du kan læse mere om sommerhusloven her på vores hjemmeside.
Vores tilsyn er i høj grad baseret på anmeldelser, vi modtager - og som udgangspunkt behandler vi anmeldelserne i den rækkefølge vi modtager dem.
Du kan anmelde et forhold her
Sådan behandler vi en tilsynssag
- Hvis styrelsen på baggrund af en anmeldelse indleder en tilsynssag, vil vi normalt begynde med at indhente oplysninger hos den anmeldte, hos anvendte udlejningsbureauer, skatteoplysninger samt en række registre.
- Anmeldte får mulighed for at forholde sig til oplysninger, som styrelsen har og som er til ugunst for anmeldte.
- Når sagen er tilstrækkeligt oplyst, vurderer vi, om der er grundlag for at varsle og eventuelt træffe afgørelse om et påbud.
Sagsbehandlingstid
Når vi har påbegyndt en tilsynssag over for den anmeldte, bestræber vi os på at afslutte sagen inden for rimelig tid.
Kompleksitet og omfang kan være forskellig fra sag til sag, og sagsbehandlingstiden kan derfor variere.
Afgørelse af en tilsynssag
En tilsynssag ender typisk med ét af følgende udfald:
Påbud
Afgørelse om påbud betyder, at et ulovligt forhold skal bringes til ophør inden for en angivet frist. Styrelsen vil kræve dokumentation for at påbuddet er opfyldt. En ulovlig udlejning kan eventuelt gøres lovlig, eksempelvis ved at en privat reducerer sin sommerhusudlejning
Styrelsen foretager sig ikke yderligere
Her meddeler styrelsen i et lukkebrev, at der ikke er grundlag for at foretage sig yderligere i sagen. Dette er eksempelvis tilfældet, hvor en udlejning ud fra sagens oplysninger vurderes at være lovlig.