LAG-ordningen

LAG står for Lokale Aktionsgrupper. Læs mere om ordningen her.

De lokale aktionsgrupper (LAG) er lokalt forankrede foreninger, der arbejder for vækst og udvikling i landdistrikterne. 

Ordningen har eksisteret i EU i 35 år. 

I Danmark er der i dag 26 aktionsgrupper fordelt på 57 kommuner og de 27 danske småøer. 

I den nuværende programperiode (2023–2027) er der afsat 93 mio. kr. årligt under EU's landdistriktspolitik (CAP).

Læs mere på Livogland.dk

Kort om LAG-ordningen

LAG er baseret på LEADER-metoden, som er et EU-program, der støtter udviklingen af landdistrikter gennem lokale initiativer. 

Grundidéen er, at lokale kræfter, med indsigt i områdets udfordringer og særkender, skal lægge en strategi for lokalområdets udvikling. 

Dernæst skal aktionsgruppen realisere strategien ved blandt andet at støtte de projekter, der bedst bidrager til at omsætte strategien til handling. 

Aktionsgruppen kan også have en væsentlig rolle i at skabe samarbejde på tværs af lokale ildsjæle, foreninger og myndigheder og med større strategiske samarbejdspartnere, som fx fonde. 

Det særlige ved LAG ift. andre finansieringskilder er, at aktionsgrupperne kan give tilskud til at etablere og udvikle små virksomheder, hvilket fx myndigheder og fonde ikke kan. 

Aktionsgrupperne er organiseret som foreninger, der er sammensat af lokale repræsentanter fra erhvervslivet, foreninger, borgere og offentlige myndigheder. Aktionsgruppen tegnes i det daglige af en bestyrelse. 

Aktionsgruppen har ansat en koordinator, der hjælper bestyrelsen og projektansøgerne.

Det enkelte projekt kan søge om LAG-støtte for op til 50 pct. af de tilskudsberettigede udgifter. Den resterende finansiering skal ansøger selv tilvejebringe, og den kan bestå af egne midler, fondsmidler eller andre offentlige midler, fx fra kommuner eller fra Den Nationale Landdistriktspulje.

EU-forordninger fastsætter rammerne for, hvordan lokale aktionsgrupper (LAG) kan støtte projekter i landdistrikterne. Det gælder bl.a. regler for tilskud, organisering og drift af LAG’er samt krav til kontrol og opfølgning.

By-, Land- og Kirkeministeriet (herunder Plan- og Landdistriktsstyrelsen) er ressortansvarlig for tilrettelæggelsen og administrationen af politikken for tilskud til lokale aktionsgrupper og inddrages som følge deraf i forberedelse af forhandling af EU-regler på området, herunder ved mødedeltagelse, bidrag til besvarelser af høringer, mv.