Bemærk: Denne nyhed blev oprindeligt udgivet d. 29. januar 2026, men er nu opdateret med tidsplan.
I december 2021 blev der indgået en politisk aftale mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance om Gode rammer for udvikling af Københavns Lufthavn, som senere også blev tiltrådt af Moderaterne.
Hovedelementet i aftalen var at igangsætte arbejdet med en ny udbygningslov for lufthavnen, som skal gøre det muligt for Københavns Lufthavn at realisere deres masterplan for udbygning af lufthavnen i Kastrup.
Som udmøntning af den politiske aftale blev Lov om rammerne for arealanvendelsen i Københavns Lufthavn, Kastrup (arealanvendelsesloven) vedtaget i december 2023. Arealanvendelsesloven erstatter den tidligere udbygningslov, og giver mulighed for at imødekomme den forventede passagervækst ved at muliggøre en mere hensigtsmæssig anvendelse af det eksisterende lufthavnsareal.
Nyt plangrundlag
For at Københavns Lufthavn kan udnytte mulighederne i den nye arealanvendelseslov, kræver det imidlertid, at det gældende plangrundlag revideres.
Et nyt plangrundlag skal sikre rammerne for en hensigtsmæssig og langsigtet udvikling af Københavns Lufthavns arealer, således at lufthavnen fortsat har mulighed for at tilpasse sig til flyselskabernes og øvrige brugeres behov.
Københavns Lufthavn er en virksomhed af national interesse, og arbejdet vurderes at medføre behov for omfangsrig tværgående involvering og koordinering blandt flere ministerier og styrelser.
I lyset heraf er det politisk besluttet, at planlægningskompetencen for kommune- og lokalplanlægning, som efter planlovens regler tilfalder kommunerne, i dette konkrete tilfælde overtages af staten. En tilsvarende fravigelse blev foretaget i forbindelse med udarbejdelsen af det gældende plangrundlag for lufthavnen fra 1997.
Den statslige planlægningskompetence, og dermed arbejdet med udarbejdelsen af et nyt plangrundlag for Københavns Lufthavn, vil konkret blive varetaget af Plan- og Landdistriktsstyrelsen, efter delegation fra ministeren for byer og landdistrikter.
Plan- og Landdistriktsstyrelsens udarbejdelse af planforslagene vil ske i overensstemmelse med den almindelige planproces med de lovpligtige høringer, hvor offentligheden får mulighed for at afgive høringssvar.
Et nyt plangrundlag indbefatter udarbejdelse af følgende:
- En ændringsbekendtgørelse til Fingerplan 2019
- Miljøvurdering af ændringsbekendtgørelsen
- Et revideret kommuneplantillæg og lokalplan for lufthavnens område
- Miljøvurdering af kommuneplantillæg og lokalplan
Støjregulering
Der skal desuden udarbejdes en ny støjregulerende bekendtgørelse, som udarbejdes af Trafikstyrelsen.
Støjreguleringen opdateres i henhold til de nyeste beregningsmetoder, og der tages overordnet afsæt i data fra flytrafikken i 2018. Vedtagelsen af bekendtgørelsen vil medføre en indskrænkning af støjråderummet. Såfremt der er spørgsmål hertil bedes disse rettes til Trafikstyrelsen på vvm@trafikstyrelsen.dk.
Plan- og Landdistriktsstyrelsen har indgået aftale med Københavns Lufthavn om, at lufthavnen i rollen som bygherre udarbejder udkast til kommuneplantillæg og lokalplan samt tilhørende miljøvurderinger og miljøvurdering af ændringsbekendtgørelsen. Styrelsen vil selv forestå udarbejdelsen af ændringsbekendtgørelsen og vil som ansvarlig planmyndighed fortsat have det endelige ansvar for det faglige indhold i planerne og miljørapporterne.
Tidsplan
Den forventede overordnede tidsplan for et nyt plangrundlag for Københavns Lufthavn i Kastrup:
| Aktivitet | Tidspunkt |
| Udkast til planforslagene sendes til statslig arbejdsgruppe og Dragør og Tårnby Kommuner mhp. kommentering | primo 2027 |
| Dialog, opfølgning og færdiggørelse af de endelige udkast til planforslagene | primo 2027 – medio 2027 |
| Offentlig høring (8 uger) | ultimo 2027 |
| Udstedelse af planforslagene | januar 2028 |