Et udkast til en miljørapport på omkring 100 sider med kort og tabeller – på cirka 40 minutter.
Det kan Plan- og Landdistriktsstyrelsens AI-værktøj generere – og samlet set kan værktøjet forkorte arbejdet med at udarbejde en miljørapport fra cirka otte måneder til få uger.
Nu arbejder styrelsen med at videreudvikle værktøjet.
Flere anvendelsesområder på vej
Styrelsen har indtil videre anvendt værktøjet til at generere udkast til miljørapporter for seks bekendtgørelser om energiparker. To af miljørapporterne blev sendt i offentlig høring i september 2026. De vedrører energiparker ved Gåser og Storvorde i Aalborg Kommune.
Erfaringerne fra dette arbejde danner nu grundlag for videreudviklingen af værktøjet.
Målet er blandt andet, at værktøjet også skal kunne understøtte miljøvurderinger af kommuneplantillæg og lokalplaner for vedvarende energi samt miljøkonsekvensvurderinger af konkrete projekter.
Det kræver, at værktøjet tilpasses og afprøves på de nye opgaver. Det arbejde er styrelsen nu gået i gang med.
Grundigt forarbejde og faglig kvalitetssikring
Bag værktøjet ligger et omfattende forarbejde, hvor styrelsen i samarbejde med firmaet Syv.ai, som har sikret, at miljørapporterne har den nødvendige kvalitet.
Værktøjet leverer udelukkende udkast, som styrelsens faglige medarbejdere gennemgår, bearbejder og kvalitetssikrer.
Det træffer ikke afgørelser og erstatter ikke den faglige vurdering, men fjerner en stor del af det tidskrævende arbejde med at indsamle, strukturere og sammenstille data.
Læs mere om værktøjets anvendelse, datagrundlag og videreudvikling