Evaluering af tilsynet med reglerne om udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. er klar

Publiceret 24-10-2025

Evalueringen gennemgår blandt andet regelgrundlaget, indretningen af tilsynet, behandlede tilsynssager samt udfordringer i tilsynet og mulige løsninger.

Plan- og Landdistriktsstyrelsen offentliggør i dag evaluering af tilsynet med reglerne om udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v.

Evalueringen gennemgår blandt andet regelgrundlaget, indretningen af tilsynet og behandlede tilsynssager på området.

Evalueringen indeholder også erfaringer fra offentlige og private interessenter på området, erfaringer med kommunernes bistand med tilsynet samt gennemgår udfordringer i tilsynet og mulige løsninger.

Derudover peger evalueringen på, at der i dag er begrænsede muligheder for at føre et effektivt tilsyn. I forlængelse heraf indeholder evalueringen overvejelser om mulige tiltag til at forbedre tilsynet – herunder, at det bl.a. kan overvejes at indføre en lovbestemt oplysningspligt i konkrete tilsynssager ved begrundet mistanke om brud på reglerne. Samtidig kan kommunerne eventuelt gives mulighed for at overtage tilsynet helt eller delvist.

Læs evalueringen her

Læs bilag til evalueringen

Hvad siger reglerne?

Reglerne for udlejning af egen fulde helårsbolig fremgår af sommerhuslovens §§ 5-6 og fastsætter tre mulige udlejningsgrænser for udlejning af egen fulde helårsbolig:

  • Hvis udlejningen af egen fulde helårsbolig foretages privat uden brug af udlejningsplatform, er grænsen 30 dage pr. kalenderår.
  • Hvis udlejningen af egen fulde helårsbolig udelukkende formidles via udlejningsplatform, der indberetter lejeindtægten til Skatteforvaltningen, er grænsen 70 dage pr. kalenderår.
  • Den enkelte kommunalbestyrelse kan hertil beslutte at hæve grænsen for udlejningen af egen fulde helårsbolig, der udelukkende formidles via udlejningsplatform, der indberetter lejeindtægten til Skatteforvaltningen, fra 70 dage og op til 100 dage pr. kalenderår.

Reglerne vedrører ikke værelsesudlejning, udlejning af sekundære boliger, hotelvirksomhed eller juridiske personers udlejning.

Reglerne har været gældende i godt seks år og er nærmere beskrevet her:

Udlejning af egen fulde helårsbolig