Revision af støjrestriktions- og støjkonsekvens-områderne omkring Københavns Lufthavn, Roskilde, igangsættes

Publiceret 26-08-2025

By-, Land- og Kirkeministeriet har undersøgt muligheden for at revidere Roskilde Lufthavns støjrestriktions- og støjkonsekvensområder.

I medfør af aftale om ”Gode rammer for udvikling af Københavns Lufthavn” af 20. december 2021, har By-, Land- og Kirkeministeriet undersøgt muligheden for at revidere Roskilde Lufthavns støjrestriktions- og støjkonsekvensområder, så der kan åbnes op for nye byudviklingsmuligheder for de omkringliggende nabokommuner.

Det er besluttet, at Roskilde Lufthavn skal bibeholde sin status som aflastningslufthavn for Københavns Lufthavn, og at der kan igangsættes en revision af støjrestriktions- og støjkonsekvensområderne. Roskilde Lufthavns eksisterende planmæssige ramme på 200.000 årlige operationer opretholdes. CPH’s genberegning af flystøjen omkring Roskilde Lufthavn er derfor baseret på det eksisterende planmæssige grundlag med 200.000 årlige operationer. På den baggrund igangsætter Plan- og Landdistriktsstyrelsen nu arbejdet.

Lufthavnens støjrestriktions- og støjkonsekvensområder udgør en planmæssig ramme, som regulerer lufthavnens anvendelse og skal sikre, at der ikke gives mulighed for nye boliger eller anden støjfølsom anvendelse i disse områder.

I Fingerplan 2019 er der af historiske årsager fastsat både et støjrestriktions- og et støjkonsekvensområde, hvor der som udgangspunkt ikke kan gives tilladelse til opførelse af ny boligbebyggelse eller anden støjfølsom anvendelse. Roskilde Lufthavns gældende støjrestriktionsområde er fra lufthavnens åbning i 1973, og lufthavnens gældende støjkonsekvensområde er fastsat ud fra beregninger af flystøjen i 1997. Der er siden sket teknologiske fremskridt bl.a. i forhold til, at nye flytyper støjer mindre. Samtidig er der sket en udvikling og forbedring af viden om og metoder til beregning og kortlægning af støj fra flyvepladser.

Afgrænsningen af det nye støjrestriktionsområde afspejler den støj, der ville kunne opstå, hvis Roskilde Lufthavn udnytter hele den planmæssige ramme på 200.000 årlige operationer. Lufthavnens gældende miljøgodkendelse giver mulighed for op til 121.000 årlige operationer. Revisionen har ikke betydning for, hvor meget lufthavnen må støje. Støj fra lufthavnen reguleres i lufthavnens miljøgodkendelse.

Revisionen kræver en ændring af Fingerplan 2019 ved udstedelse af en ændringsbekendtgørelse. Det omfatter også udarbejdelse af miljøvurdering. Det forventes at bekendtgørelsen er udstedt inden udgangen af 2026.

Som forventet i aftalen fra 2021, åbner den samlede justering op for nye byudviklingsmuligheder. På nedenstående kort fremgår udkast til nye støjzoner sammenholdt med de gældende støjrestriktions- og støjkonsekvensområder.

På kortet vises eksisterende støjrestriktionsområde med skravering og eksisterende støjkonsekvensområde med sorte støjkurver, mens udkast til nye støjzoner vises med lilla støjkurver.

For boliger er den vejledende grænseværdi 55dB, jf. Miljøstyrelsens vejledning om støj fra flyvepladser. Det er således støjrestriktionsområdet og støjkurven for 55dB, som hindrer kommunernes ønsker til byudvikling. Nedenstående kort viser disse afgrænsninger sammenholdt med udkast til ny støjkurve for 55dB.

På kortet vises eksisterende støjrestriktionsområde med skravering og 55 dB-støjkurven i det eksisterende støjkonsekvensområde med sorte støjkurver, mens udkast til støjzone vises med lilla støjkurver.