Mindre ændring af fingerplanen

By-, land- og transportministeren har besluttet at igangsætte en mindre ændring af fingerplanen i et særligt prioriteret spor nu, og vil i 2027 igangsætte et arbejde med hovedstadens kommuner med henblik på et nyt plangrundlag for hovedstadens udvikling.

En mindre ændring af fingerplanen nu, skal sikre rettidig realisering af bl.a. særlige samfundskritiske anlæg i hovedstadsområdet. Det drejer sig konkret om følgende anlæg:

  • Nyt fælles vandressourcecenter i Frederikssund Kommune
  • Nyt fælles vandressourcecenter i Fredensborg Kommune
  • Udvidelse af Thorsbro Vandværk i Ishøj Kommune

Vandressourcecentre

EU har udstedt et nyt byspildevandsdirektiv, der stiller nye skærpede krav til rensning af spildevandet.

I stedet for at udvide op imod 18 eksisterende spildevandsanlæg, vil etablering af to nye fælles vandressourcecentre sikre en bedre og mere effektiv rensning af al spildevandet til gavn for vand, havmiljø, klimatilpasning og ikke mindst borgerne.

Vandressourcecentret i Frederikssund Kommune vil skulle betjene Ballerup, Egedal, Frederikssund, Furesø og Herlev kommuner, mens vandressourcecentret i Fredensborg Kommune vil skulle betjene Fredensborg, Allerød, Furesø, Hørsholm og Rudersdal kommuner.

Muliggørelsen af disse anlæg kræver potentiel en ændring af fingerplanens afgrænsning af fingerbyen og af den grønne kile.

Vandværk

EU har udstedt et nyt drikkevandsdirektiv, der stiller nye skærpede krav til indholdet af PFAS i drikkevandet.

Dette nødvendiggør etablering af en ny kulfilterbygning i tilknytning til Thorsbro Vandværk.

Vandværket er et af Danmarks største vandværker og ét ud af kun otte meget store vandværker, der dagligt forsyner HOFOR’s ca. 1 mio. forbrugere med rent drikkevand. Det er således afgørende, at de kan opretholde den nødvendige vandindvinding.

Udvidelse af vandværket forudsætter en stillingtagen til placering i fingerplanens grønne kile.

Multihal

Ud over de samfundskritiske anlæg, er det tidligere aftalt med Københavns Kommune, at der skal ske en ændring af fingerplanen, der muliggør opførelse af en multihal i Tingbjerg.

Realisering af projektet forudsætter også en ændring af fingerplanen, hvor arealet udtages af grøn kile.

Tidsplan

Det er forventningen, at et forslag til ændring af fingerplanen samt miljøvurdering, der muliggør kommunal planlægning for ovenstående anlæg, vil blive sendt i offentlig høring i starten af 2027. 

Fingerplanrevision

Det fremgår af regeringsgrundlaget, at regeringen vil igangsætte et arbejde i samarbejde med hovedstadskommunerne, der skal lede frem til et nyt plangrundlag for hovedstadens udvikling. Nærmere info følger herom.

Senest opdateret 22-09-2026