I de senere år har der været et stigende antal deltagelsesbaserede kunstprojekter i det offentlige rum. I mange byer er borgere blevet inddraget i kunstprojekter, der både har haft karakter af fysiske omdannelser og interventioner af social karakter med nyt liv i byens rum til følge. Det at skabe kunst sammen er et spændende og relationsopbyggende felt, hvor man samtidig kan påvirke oplevelsen af bymidten.
Dette fokus på deltagerbaserede kunstprojekter i det offentlige rum har medført, at Kulturstyrelsen i februar 2015 udgav Inspirationskataloget Kunsten at skabe forankring: Om deltagelse i og formidling af kunstprojekter i det offentlige rum. Heri beskrives en række kunstprojekter fra hele verden fulgt af gode råd i forbindelse med udarbejdelsen af lignende projekter.

